Program & medvirkende   |   Om borgen  |   Billetter, kontakt & info

 

Koldinghus

KOLDINGHUS – JYLLANDS SIDSTE KONGEBORG
- har gennem sin mere end 700-årige eksistens spillet en væsentlig rolle i Danmarks historie: som grænseværn, som kongelig residens, som sæde for den lokale statsadministration.
 
Efter katastrofebranden i 1808 har slotsruinen tiltrukket sig megen opmærksomhed som malerisk ruin, som inspirationskilde for malere og digtere, og gennem mere end 100 år har ruinen været genstand for restaureringer og gradvis indretning til kulturhistorisk museum og hjemsted for kulturelle aktiviteter.
 
DEN STORE KIRKESAL
I årene omkring 1600 indrettede Christian IV en ny slotskirke på Koldinghus. Den placeredes i slottets nordvesthjørne, og oven over byggedes Riddersalen og Kæmpetårnet. Kirken indrettes efter nordtysk forbillede: et bredt midtskib med tre store stjernehvælv omgivet på tre sider af et smalt galleri, der i to etager åbnede sig ud mod midtskibet med arkader. På den fjorde side – nordsiden – var et højt, rundbuet vindue, foran dette stod kirkens alter. Gulvet var lagt med sorte og hvide marmorfliser, altertavle og prædikestol var af marmor og alabast. På pulpituret overfor prædikestolen fandtes kongens lukkede kirkestol, hvorfra monarken kunne deltage i gudstjenesterne. Prædikestolen i kirkerummets nordøsthjørne blev båret af en løve, der holdt kongens våbenskjold. På skjoldbuerne over pulpituret var syv statuer, forestillende Kristus, Peter og Paulus samt evangelisterne Matthæus, Markus, Lukas og Johannes.
 
Slotskirken blev beskadiget af svenskerne under Lennart Torstensson-krigen 1643-45. En gennemgribende restaurering underkastedes kirken under Frederik IV. Kirkens skriftsteder og bibelcitater blev ved denne lejlighed fornyede.
 
CHRISTIAN III’s KAPEL
Christian III havde som ung oplevet Martin Luther i Worms, og efter den tid var han en ivrig og åbenlys tilhænger af Luthers lære. Efter Grevefejdens krigsår (1533-36) gik han straks igang med at indføre den lutherske kirkeordning i Danmark med Kirkeordinansen af 2. september 1537 (på latin), og i en ændret udgave på dansk vedtaget 14. juni 1539, trykt først i 1542 – idag kendt som Folkekirken.
 
Koldinghus havde Christian III overtaget allerede i 1534, og omkring 1550 ombyggedes slottet til residens og til et kommende enkesæde for dronningen. Her indrettede kongeparret, der begge var dybt engageret i reformationstidens religiøse liv, i slottets sydvestlige hjørne det første protestantiske fyrstekapel i Norden. Kapellet skadedes ved en brand i 1581, men istandsattes og tjente som kapel i 1585, da Caspar Markdanner blev lensmand på Koldinghus. Om kapellet ved vi kun det, der umiddelbart kan aflæses i murværket: et rum over to etager med fire høje rundbuede vinduer, to mod syd og to mod vest; et pulpitur rummede kongens og dronningens stole med adgang fra den del af sydfløjen, hvor kongeparret havde deres bolig. Efter at Christian IV’s nye slotskirke under Kæmpetårnet stod færdig i begyndelsen af 1600-årene, var der ikke længere brug for det gamle kapel. 1614 deltes rummet i to etager; den øverste inddroges i kongens gemakker, medens den nederste indrettedes til bageri. I nordmuren ses to buer, der engang var dele af to bageovne, “en stor til grovbrød og en liden til sigtebrød at bage udi”. Under gulvet ligger endnu resterne af ovnenes massive kampestensfundamenter, antyder med stiplede linier i marmorgulvet. Døren, der bryder den store ovnbue, er fra Frederik IV’s ombygning af slottet omkring 1720, og det samme er de vinduesåbninger, der benyttes idag.
 
BIBLIOTEKSSALEN
Vestfløjen er opført ca. 1500 som hovedbygning (palatium) i middelalderborgen. Huset havde en høj kælder, to etager med spidsbuede vinduer og et skytteloft øverst med skydeskør ud mod vest. Den nedre etage har sandsynligvis rummet slottets store sal. De nuværende vinduesåbninger stammer formentlig fra Christian III’s tid (ca. 1550), og er senere udvidet, måske ved Frederik IV’s opbygning ca. 1720.
 
Den oprindelige ruminddeling kendes ikke. Den ældste kendte grundplan af Koldignhus fra 1740 viser, at salen ikke eksisterede, men at en korridor langs gårdsiden førte fra kongens bolig i sydfløjen til pulpituret i kirken. Langs korridoren lå en række værelser for de højere hofembedsmænd.
 
Bibliotektssalen på Koldinghus indrettes 1911-17 af materialer hentet fra Det kongelige Biblioteks gamle bygning i København. Disse materialer: søjler, galleri og bogreoler, var blevet til overs, da biblioteksbygningen i 1909 ombyggedes til Rigsarkiv.
 
Danmark fik meget sent et stort kongeligt bibliotek. Først Frederik III (konge 1648-70) grundlagde et kongeligt bibliotek. I årene 1665-73 opførtes ved Københavns slot et hus til at rumme biblioteket og det samtidigt oprettede Kongelige Kunstkammer. Underetagen blev anvendt til feltartilleriets skyts. Til bøgerne indrettede bygmester Th. Walgesten (ca. 1627-81) en pragtsal efter fransk forbillede. Salen var 78 meter lang og 11 meter bred og havde langs alle fire sider et galleri båret af 66 korintiske søjler. Gulvet var lagt med sort og hvid marmor, og i loftet opsattes tre store plafondmalerier. Denne pragtsal blev nedbrudt i 1909, og materialerne derfor findes i dag anvendt forskellige steder. Marmorgulvet ligger i Christiansborg slots riddersal. En del af søjlerne står i Nationalmuseets festsal og i dele af dets udstillingssale. Resten af søjlerne og galleriet er magasineret på Koldinghus.
 
1781-84 indrettes endnu to bogsale til Det kongelige Bibliotek. Arkitekt C. J. Zuber (1736-1802) kopierede til den ene sal Walgenstens bogsal fra 1673, medens han til den anden sal anvendte et enklere og spinklere nyklassicistisk inventar.  Disse to sale findes endnu på deres oprindelige plads i Rigsarkivet.

www.koldinghus.dk